Hvorfor skal jeg ændre mig, for at du kan blive lykkelig?!

Sidder med en følelse af, at jeg har fundet mig i alt for meget. Er sur på mig selv over, at jeg har lade det stå til så længe. Hvorfor kunne jeg ikke se hvad der skete? Hvorfor tog jeg det ikke alvorligt når min familie sagde, at jeg ikke virkede glad eller så ulykkelig ud. Der var altid undskyldninger for det… Undskyldninger som jeg i dag sidder og ryster på hoved over.

Men helt ærligt – når man lever med at få kastet sætninger i hoved som ” For at jeg kan blive en lykkelig mand, skal du ændre dig”, så ødelægger det det andet menneske, som hvis eneste motiv til at indgå et ægteskab var ren kærlighed.

Det nytter ikke noget at være sur på sig selv – det ved jeg og det har jeg indset. Tanken er bare voldsom svær at behandle og acceptere.

Jeg går for tiden hos ikke mindre end tre forskellige psykologer/ terapeuter, med hver deres speciale område. En familieterapeut via kommunen, en psykolog med speciale i krise og en terapeut med speciale i psykisk vold. Det lidt af en mundfuld, men det nødvendigt.

Jeg har brug for den hjælp, for jeg har på alle tænkelige måder mistet mig selv på vejen, og det er meget svært at samle alle stykkerne. Jeg er blevet pillet så meget ned, at mit selvværd er svært at få øje på. Jeg føler mig drænet for energi og det er svært at komme op til overflade og få lidt luft.

Så den proces der er sat i  gang nu, er så livs nødvendig, og det som er mest fantastisk i alt det her kaos er, at jeg bliver stærkere og stærkere for hver dag. Jeg har fået øjnene op for utrolig mange ting, som jeg skal dykke ned i, for at finde svar på, hvad det er for en “modstander” jeg er oppe i mod. Det bliver en sej kamp, og lige nu, gør jeg klar til slaget, for der er jeg ikke endnu.

Jeg vil finde mig selv efter 8 år – men hvor?

Jeg vil finde mig selv – efter 8 år hvor jeg lige så stille er gået i mange tusinde stykker.

Når virkeligheden melder sig, og jeg kan se hvor meget psykisk og økonomisk vold jeg har været udsat for, blev næsten lige så sur på mig selv, som på Ham.

Helt grundlæggende vil jeg dele min historie, som ikke er slut endnu og fortsætter med at udvikle sig i mens jeg skriver, for at hjælpe mig selv og måske dig, hvis jeg er heldig.

Det var ikke min beslutning at blive skilt, selvom jeg ikke har elsket manden i flere år. Han har sagt det før, hvor jeg gang på gang, har siddet på mine grædende knæ og ”solgt ud af sjælen” for at tilpasse mig ham og gøre hvad han mente der skulle rettes op på. Og så kan man spørge sig selv – hvorfor? Helt ærligt – jeg ved det ikke!

Jeg har taget det store (vigtige) skridt, er væk fra ham og dagligdagen er ved at melde sig efter 1 år som “fri”. Men det jo nærmeste kun lige begyndt. Der er meget at arbejde på, for jeg føler selv, at jeg er gået i 1000 stykker inden i.

Jeg har opsøgt og taget imod alt den hjælp jeg har kunne, af fagpersoner, for jeg er ved at være træt at mig selv, min familie og nærmeste, hvilket er virkelig tarveligt sagt, og det er heller ikke ondt ment. Jeg kan bare ikke holde til sætninger som, ” du skal BARE …” eller ” hvorfor gør du ikke det og får sagt fra” eller “Havde det været mig, var jeg knækket fuldstændig” (Hvad f…. tror I selv jeg har siddet og lavet, når mine børn ikke var hos mig? Stortudet som pisket!!!). FORDI det er voldsomt svært og jeg tør ikke!!! Frygt for et andet menneske gør altså noget ved en’, og har man med en person at gøre, som har ødelagt en’, så er det som at skulle stå fast i modvind af orkanstyrke.

Jeg er oppe i helikopteren nu og kan se det liv jeg har levet og desværre stadig sidder i, da den psykiske vold fortsætter i mails og sms’er samt hovedrystende rygtespredning i lokalsamfundet og blandt fælles venner.

I min søgen på hjælp, er jeg blevet klar over, at jeg skal forstå en masse først, og jeg har en klar overbevisning om, at os med fælles oplevelser i livet kan hjælpe hinanden mere end vi tror. Derfor denne side, hvor det bliver tydeligt hvor man kan søge hjælp og hvem der kan hjælpe os.

Vi skal videre, væk og finde os selv igen – og ja det er en lang proces. Det er så livsnødvendig for os selv og specielt hvis der er børn i billedet.

Det en vanvittig proces at gennemgå. Og hvis man tror man kan selv, så tager man fejl. Usynlig vold